Vores vision

 

 

Når vi tænker over, hvad det egentlig er vi gerne vil,

og hvilke ønsker vi egentlig har

i det vi gør og tjener med -

 

Så må vi nødvendigvis kigge lidt på os selv

og de gaver Gud har lagt i os,

og være overbeviste om,

at det vi gør i tjenesteøjemed

er en Guds sag og ikke kun en god sag,

for kun sådan er vi på rette plads.

 

Men et er sikkert,

vi har helt uden tvivl menneskers frihed på hjertet

og det er Guds frihed vi tænker på.

Den frihed Jesus betalte for i dyre domme på korset.

 

Nogle gange kører mennesker på de forkerte biveje og mister overblikket

og så kan det være svært at finde hovedvejen igen.

Derfor kan man godt få brug for andre til at vise sig vejen igen,

Altså inden man farer helt vild.

 

Vi har begge oplevet at være i det vildnis

og have brug for vejledning og rådgivning for at finde tilbage på Guds vej.

Det er ikke en skam at indrømme det, faktisk er det en styrke,

og så gælder det jo netop om, at der er nogen til at være der for en tid.

Det, oplever vi, er vores opgave – at være der for en tid,

Så mennesker får fundet vejen tilbage til Jesus igen.

 

 

 

Vores vision, underbygget med Guds ord, ser sådan ud:

 

 

Formål:

1. Peter 2, 4-5 siger:

”Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.”

 

Dette er vores formål, at vise mennesker denne vej,

Gå med dem et stykke tid på vejen

Til de er parate til at fortsætte alene,

Sammen med Jesus


Mål:

Johs. 8,36

”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”

 

Også her er det vigtigt at vide, at vi er medspillere,

med den vilje Gud har lagt i os til at sige nej eller ja,

så Sønnen kan komme til.

 

Gal 5,1

”Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!”

 

Der er en mening med at vi ikke skal vandre under trælleåg og hvis ikke vi siger nej til dette åg, kan vi ikke vandre i den totale frihed. Det siger sig selv, at hvis noget tynger os og holder os nede,

Så bliver det svært at vandre frit og let og uden besvær.

Atter, ja det kommer vi jo til igen og igen,

at vi lige spejder hen til kødet eller bivejen, men det lille ord:

”lad jer ikke atter tvinge”

betyder jo, at vi har en fri vilje til at sige nej.

 

Metode:

Johs. 8, 31-35

”Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt.”

 

Nogle gange kan vi vandre i blinde,

ude af stand til at finde sandheden eller bare erkende den,

Fordi noget i os blokerer for at erkende den.

Dertil har vi brug for hjælp af nogle tovholdere,

Nogen, der for en tid kan være vores øjne og ører,

som Paulus da han mødte Jesus og blev blændet.

Men kun for en tid, til vi selv kan se klart igen.

At komme til det punkt, hvor vi erkender sandheden

i de specifikke områder, Jesus viser os

betyder også, at vi kan komme nærmere friheden på netop de områder.

Når vi så erkender og bekender dem, og vender om til Ham igen,

kan Han komme til at fjerne vores lænker,

så vi ikke længere skal vandre som trælle.

 

 

 

Strategi:

Luk. 11,21-26

Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.”

 

Vi bliver overvundet og den urene ånd vender tilbage,

Hvis vi ikke bliver i Ham, og står fast.

 

Luk. 11,27-28

”Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«”

 

Når vi hører Guds ord og bevarer det,

Bliver vi salige.

 

Matt. 12,29

Eller hvordan kan nogen trænge ind i den stærkes hus og røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke? Først da kan han plyndre hans hus.”

 

Vi må have Hans hjælp til at rejse os

og ved Hans styrke, kraft, sandhed og med den autoritet, Han har givet os,

tage det tilbage, som satan for en tid har haft held til at stjæle fra os.

 

2Peter 3,12

”mens I venter på, ja fremskynder Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte.”

 

Dette ord: fremskynder, betyder ifølge Strong’s Concordance:

”Nådesløst at nedkæmpe fjendens fæstningsværker”

Og er et af ”Vejen til Friheds” Grundlæggende skriftsteder,

Og er derfor også en del af grundlaget for den strategi vi tror på.

Og det er livsbekræftende, fordi jo mere vi bliver i Ham og står fast,

Jo mere kan vi rumme af Hans fylde, personligt og kollektivt,

Og jo hurtigere vi kollektivt kan rumme Hans fylde,

Jo hurtigere kommer Han tilbage.

 

 

Annette og Ole Hanberg