Samarbejdet (når begge har et kald)

 

Når jeg samarbejder med min mand:

 

Tidligere ville dette have været et svært emne over hovedet at nærme mig men tak Gud fordi du har taget mig til der hvor jeg er i dag!!

 

Jeg vil sige jeg er nok en blandt mange der har haft svært ved, at underordne mig, især under en mand.

 

Jeg tror roligt jeg kan sige, jeg havde forkastet mænd i mit liv, eller i hvert fald deres indflydelse i mit liv. Det kan der så være forskellige årsager til.

 

I mit tilfælde ligger meget til grund, for det liv jeg er vokset op i, som gjorde jeg   valgte i egne kraft, at over leve på en eller anden måde.

 

Ikke desto mindre den vej jeg havde valgt, kom af jeg var såret nok, nu skal jeg nok     klare mig selv og vise jeg dur og specielt overfor mænd.

 

Måske er der så nogen der rejser spørgsmåls tegn, er det en rødstrømpe vi har med at gøre, eller hvad?

Men i bund og grund er det egentlig lige meget hvem jeg var for jeg har lagt alt det bag mig og leve i lyset af Guds ord og det siger:

det er ikke længere mig der lever men Kristus der lever i mig.

 

Det har været en lang proces, at nå til den erkendelse, at jeg ikke kan selv og ikke skal selv - men tillade, at række ud i den ydmyghed, som jeg har til Kristus. Det er den ydmyghed jeg rækker ud med i forhold til min mand eller jeg prøver på.

 

Jeg ved da godt mit kød vil minde mig om, at i mit kød bor der intet godt som Paulus siger,  at jeg engang var sådan og sådan og derfor ikke kan noget, dur til noget –

ja men jeg ved også  at, hvis jeg hver dag gør min del ved, at erkende at jeg har et kors, det skal jeg hver dag tage op og lad Kristus komme til, så lover Guds ord mig, at Han vil lede mig og have omsorg for mig og hvad kan jeg så ønske mig mere?

 

At jeg har turdet ydmyge mig og underlægge mig og erkende, at jeg har brug for min mand, har alt sammen været medvirkende årsag til, at jeg kan stå her i dag.

Gud havde nemlig vist, at mit kald er en del af min mands kald og omvendt og individuelt har vi også nogle gaver der kan bruges hver for sig til Hans ære.

Yderligere havde Gud kaldet min mand til at være min klippe – prøv og spørge om mit kød synes det er morsomt at skulle være afhængig af en klippe – men ikke desto mindre uden den klippe vil det jeg er i dag kun være halvt og jeg ville kun virke halvt.

 

I den lange proces som vi har været igennem, har der været tider, hvor det har været umådelig svært, at forene os.

Fordi jeg stadig havde brug for, troede jeg, at bevise jeg kunne noget i mig selv også helt uden Kristus.

Men ved I hvad, Gud er bare så god, at han tager os en omgang til, når vi tror vi kan i egen kraft. For vi kan enten være med Ham eller imod Ham enten samarbejd eller modarbejd, men så er det jo dejligt at Guds ord igen kommer os i møde.

 

Jakob brevet kap. 1: 2-4 v2 Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; v3 I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. v4 Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.

 

Ønsker vi ikke alle, at være et fuldendt værk?

 

Jeg kender godt til det tidspunkt, hvor jeg har lyst til at fortælle Gud, at personligt behøver jeg ikke mere udholdenhed jeg kan sagtens klare mig, men det er jo kun den ene del af det for den anden del af os som mennesker vil jo sikkert også gerne have at vide, at vi er fuldkomne og helstøbte men det ene sker ikke uden det andet, altså prøvelser, og det dejlige er, at vi kan være helt overbeviste om, at  Jesus er med os i det hele, hvis vi lader ham.

 

Der er da dage, hvor Ole kan have haft en adfærd der hedder, at forkaste mine meninger frem for sine egne, og jeg hans frem for mine. På disse dage trækker det vældigt i kødet og der er ikke særlig meget samarbejde mellem os. Så er det meget nødvendig for os igen at gå den slagne vej til:

 

FORNÆGELSE – KORSET OP – SAMARBEJD – UDVIKLING – KRISTUS PÅ BANEN

 

Så mere og mere er det sådan, at jeg bøjer mig ind under min mand som jeg ved Jesus ønsker af mig og han viser os, at sammen har han sat os, og sammen udvirker vi mere end vi gjorde hver for sig.

 

 

 

”Min hemmlighed”

Skriftstedet der taler om, hvad der er i mørket skal komme frem i lyset er en meget god ramme omkring det jeg her vil tale om.

 

Når jeg nu har kaldet det min hemmelighed så er det set ud fra 2 vinkler:

 

1. det kan være en af jer der sidder her i dag og tænker eller har gået rundt og tænkt Gud kan ikke bruge mig fordi jeg bære på en hemmelighed, som ingen kender ikke engang min ægtefælde. Men ved du hvad intet kan forblive i mørket, heller ikke din hemmelighed, for Gud ved, hvad der gemt i mørket.

Dette tror jeg er en direkte adgangs billet til satan, at han godt må holde dig fangen lige der, hvor du befinder dig med din hemmelighed for han er netop ikke interesseret i, at du skal operere i frihed eller være til nogen nytte for Gud.

 

Hemmeligheden  er lig med en hæmsko for, at vi kan vandre i det kald Gud har lagt på os.

 

Uanset, hvad den hemmelighed er i vores liv så er det sådan at sålænge vi beholder den for os selv er der et ligheds tegn mellem synd som en forhindring for frimodighed og den har kun et formål og det er at skabe fordømmelse i vores liv.

 

1.Johs., 3,21 Mine Kære, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud

 

2. det vil bringe mig til at også jeg har haft en hemmelighed i mit liv, som virkelig havde et formål, at kaste fordømmelse ind i mit liv, at fortælle mig jeg ikke duede til noget, at jeg var en fiasko. Der har været rigtig mange gange, hvor jeg gav satan ret i, at sådan var jeg nemlig.

Ja, der har været nok af områder i mit liv der kunne vise vej til, at jeg var en total fiasko og med den baggrund jeg havde kunne Gud bestemt ikke bruge mig til noget eller endnu stærkere elske mig.

 

Jeg vil godt fortælle jer lidt om min baggrund:

 

Jeg er opvokset i et hjem, hvor begrebet kærlighed var en diffus størrelse alle kæmpede om hinandens kærlighed og ingen synes, at lykkes i det.

Det havde forskellige former for udfald i form af psykisk og fysisk vold – seksuel misbrug – alkohol misbrug osv.

Men alt sammen kun et bevis for, at der var noget mine forældre ikke helt kunne finde ud af.

 

Det blev så en sandhed, som jeg blandt andet tog med mig i mit liv.

 

Det viste det sig så i form af: jeg nok skulle klare mig selv og havde ikke brug for nogen lige bortset fra mænd til, at vise mig jeg var noget værd.

 

I  79 mødte jeg Jesus, og troede jeg havde et dejligt fællesskab med Ham, jeg i mit mørke havde bedt til så mange gange.

 

På daværende tidspunkt havde jeg 1 barn og havde været gift og skilt igen.

 

Jesus blev min rednings planke i nogle år, hvor jeg også ved siden af fløj rundt og forsøgte alt andet alternativt for, at få det bedre.

 

For i mit verdens billede var det med Jesus noget jeg lige, som skulle gøre mig fortjent til – leve op til. 

Mens jeg forsøgte det kunne jeg jo lige så godt gøre noget der kunne hjælpe mig til, at komme den sandhed som jeg troede det var.

 

Så igennem en 10 års periode på den måde og 2 yderligere forsøg på at lykkes i ægteskabets verden, oplevede jeg kun, at min hemmelighed blev større og større.

Det mønster jeg havde levet under i mit hjem, med vold og misbrug, blev også en hverdag i mit liv, alt sammen i søgen efter, at være noget, at betyde noget.

Da jeg oven i købet igennem en terapeut fik af vide, at det med Jesus kun var en sovepude, havde jeg  kun et valg også, at  ligge det ned.

Men så var der lige som heller ikke mere tilbage jeg kunne holde mig til.

 

Jeg havde en trang til, at ville bevise over for først og fremmest verden, at jeg kunne klare mig selv.

 

20 år er gået 3 ægteskaber 3 børn og forældre der gav op overfor kampen og valgte at selvmord yderligere 10 års terapi som ikke bragt mig fred – ja så var der lige som ikke ret meget mere håb for mig.

 

Efter nogle år alene mødte jeg min mand, som lige som mig havde en broget baggrund og sammen fandt vi Jesus.

Jesus blev den brik der fik alle de mange år til, at hænge sammen., som et helt billede.

 

Jeg fandt ud af, at den Jesus jeg kom nu kom til at kende overhovedet ikke havde

noget til fælles med den jeg havde gjort ham til i mit liv en jeg skulle leve op til.

Nej tænk jer Jesus havde bare ventet på mig indtil jeg var parat.

Han  havde på intet tidspunkt opgivet mig og han har heller ikke opgivet dig.

Han ønskede, at tage mig fra noget intet og gøre mig til noget stort i Ham og det ønsker Han også at gøre for dig.

 

Min mand og jeg havde af verden fået en dom om, at vi ikke kunne lykkes og slet ikke sammen – men når vi ser på hvem vi er i Kristus på trods af verdens dom, så kan vi se noget kan lykkes og vi ser på hinanden i det lys.

 

Hvor tillid var afskaffet – måtte Gud genskabe den. Ikke kun i forhold til andre også i forhold til min mand, fordi min mand var givet mig af Gud for at være min klippe

 

Denne hemmelighed som nu er en åbenbaring og ikke længere kan blive en hemmelighed, kunne være en hvilken som helst persons hemmelighed og måske også her i dag og, hvis der skulle være nogen her i dag der har brug for, at komme af med den står vi gerne til rådighed.

 

Tænk ikke på det, som noget du ikke kan klare men tænk på det, som det kan Gud klare og du skal kun foretage dig den handling, som lader Gud komme til lige netop i dette område.

Du behøver ikke gå rundt og se ned på dig selv for, som Guds ord siger så er vi intet i os selv men vi er ALT i Ham så hvad behøver vi være?

 

Vi er kaldet til at vandre i Hans frihed som der der står i:

 

Gal.5:1 Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!

 

Måske tænker du jeg kan ikke se nogen udvej, så tænk igen på det kan Gud, og som der igen står i:

 

Hebr. 11:1 Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.

 

Det gør ikke noget du ikke lige kan finde den rette vej men, hvis du lader Gud lede dig er jeg sikker på det ikke kan andet blive den rette vej selv om vi ikke lige kan få øje på det.

 

 

 

 

 

Annette Hanberg